Efter Musharrafs proklamering af sin afgang fra præsidentembedet, bugner nettet af blogs og kommentarer. Reaktionen er enten håbefulde eller forfærdede, og til tider begge dele på én gang.

Musharrafs afgang vækker både følelser af lettelse over at en efterhånden meget upopulær statsleder, forlader sit embede. Men synes magt vakuumet at fremprovokere følelser af utryghed, når pakistanerne ser på galleriet af mulige efterfølgere.

Musharrafs afgang har fremkaldt en følelse af at Pakistan nu står overfor frit fald eller en fantastisk fiberredning.

Tanken om hvem der skulle kunne redde Pakistans skrantende økonomi og den sikkerhedspolitiske brandbombe i vest Pakistan, bringer lidet håb.

Zardari, Bhutto Jr. eller Sharif? Eller måske hæren?

Ikke just betryggende alternativer.

Med Musharraf af banen, vil et kapløb mellem PML-Q og PPP begynde, hvilket højst sandsynligt vil fremprovokere yderligere politisk ustabilitet

Musharraf har i løbet af de sidste år formået at skabe en bred modstand på stort set alle fronter i det Pakistanske samfund.

Som prygelknabe har han formået at samle en bred opposition imod sig, som nu højst sandsynligt hurtigt vil falde fra hinanden. Tegnene på sådan en fragmentering har været til syne for alle i forholdet mellem PPP og PML-N, og deres respektive ledere, Nawaz Sharif og Asif Zadari.

Sharifs og Zardaris personlige agendaer har besværliggjort det politiske samarbejde mellem dem.

Sharif ønsker at genetablere de dommere, som Musharraf afskedigede, da de nægtede at blåstemple hans genvalg, bl.a. den ekstremt populære højesteretsdommer Ifthikhar Chaudri. Zardari er lidt mere afventende til dette spørgsmål, i det han frygter at Chaudris tilbagekomst vil betyde at hanselv bliver stævnet for skattesvindel. Zardari og PPP er villig til at lade Musharraf forblive i landet, så længe han forlader sit embede – hvilket er uacceptabelt for Nawar Sharif, som ønsker hævn over Musharraf for at lade ham selv landsforvise.

Og Bilawal Bhutto Zardari? Tja – han er 20 år og læser på et universitet i Oxford.

Pakistans kommende præsident og regering skal være i stand til at løfte arven fra Musharraf, på godt og ondt.

Den skal kunne leve op til Pakistans internationale forpligtelser, bl.a. i kampen mod terror, men de skal også kunne videreføre Musharrafs ægte forsøg på at bringe fred mellem Sydasiens to kamphaner, Indien og Pakistan.

Et forsøg, som den nye regering allerede synes at have ufrivilligt undermineret, eftersom indiske og pakistanske militære enheder begyndt at kollidere langs grænsen mellem pakistansk og indisk kontrollerede Kashmir. 

En af Musharrafs sejre i de sidste 9 år har været den økonomiske vækst som Pakistan har oplevet under hans styre.

Pakistans økonomi fik et grundskud i 1998, hvor Pakistan blev underlagt sanktioner fra USA og NATO, som følge af atomprøvesprængninger i forsommeren samme år.

Daværende præsident Nawar Sharif, som nu igen er i internationale aktørers søgelys, formåede yderligere at kaste Pakistan ud i en krig med Indien, hvilket yderligere forværrede Pakistans økonomiske situation.

Det førte i 1999 til at Sharif blev styrtet af sin tidligere hærchef, Musharraf. Musharrafs magtovertagelse medførte at Pakistan blev sparket ud af Commonwealth, og landets økonomiske situation forværredes yderligere.

Som et på forhånd tak for hjælpen, blev sanktionerne løftet da Pakistan, modvilligt, meldte sig under fanerne i krigen mod terror. Som en yderligere belønning blev Pakistans udlandsgæld omstruktureret, og Pakistan modtog samtidig store lån til udvikling af civilsamfund og, ikke mindst militær i de efterfølgende år.

Disse lån har resulteret i en forhøjelse af levestandarden hos den pakistanske middelklasse.

I dag er indkomsten per indbygger på 1085 dollars, hvilket næsten er fordobling i forhold til niveauet ved årsskiftet 2002-2003. Dengang lå niveauet på 586 dollars.

Denne vækstrate er knækket, og Pakistan er i løbet af de sidste 8 måneder løbet ind i en økonomisk krise. Samtidig har perioden betydet en akkumulering af en rekordhøj udlandsgæld på 40 milliarder dollars, samtidig med at inflationen er rekordhøj på 24 pct. – en tredobling af inflationsraten i regnskabsåret 2006-2007, som var på 7,7 pct.

Dette skal den kommende regering også kunne lægge ryg til.

Samtidig skal den nye regeringsleder være acceptabel overfor magthaverne i og udenfor Pakistan, hvilket primært vil sige hæren, efterretningstjenesterne og USA.

Hærens relation til Musharraf er velkendt. Han var hærchef indtil november 2007, hvor han efter opfordring fra USA, lagde uniformen.

Den pakistanske hær og efterretningstjeneste er imidlertid præget af to fløje, hvoraf Musharraf fløj søger international anerkendelse og samarbejde og den anden, bl.a. repræsenteret af tidl. chef for efterretningstjenesten, Hamid Gul, ønsker øget direkte og ublandet pakistansk indflydelse i særligt Kashmir og Afghanistan.  

Nawar Sharif står stærkt i forholdet til den aktivistiske del af hæren og særligt efterretningstjenesten, med en positiv relation som strækker sig helt tilbage til slutningen af 1980erne.

Zardari har derimod, igennem sin afdøde kone, et problematisk forhold til både hær og efterretningstjeneste. I et forsøg på at overtage kontrollen af den pakistanske efterretningstjeneste, placerede præmiereminister Gilani og Zardari efterretningstjenesten under det pakistanske Indenrigsministerium. Det var et forsøg på at destabilisere det pakistanske militærs og den pakistanske efterretningstjenestes politiske magt, som imidlertid blev en fiasko.  Det lykkedes ikke fordi selveste hærchefen Ashfaq Kiyani, intervenerede og bremsede og omvendte beslutningen. Hvorved Zadari udelukkede sig selv fra at blive den næste præsident.

Men Zardari har stadig største politiske magt i det pakistanske parlament, i forhold til Nawaz Sharif. Og mens disse linjer skrives, vender Zardari søn og PPP´s leder Bilawal Bhutto Zardari hjem fra Oxford. En ny præsidentkandidat på 20 år, med farmand som den grå eminence i kulissen.

For pakistanerne er bombningen af den danske ambassade i Pakistan blot endnu et tragisk eksempel i en lang række.

Efter Al-Qaeda bombningen af den danske ambassade sidste mandag og afsløringen af tre køretøjer med bomber torsdag nat, er sikkerheden i Islamabad blevet intensiveret, særligt omkring den diplomatiske enklave og på offentlige pladser. End of story.

I hvert fald hvis man følger de engelsksprogede pakistanske aviser, som siden undtagelsestilstanden har nydt den en mildere grad af censur end de urdusprogede aviser, simplethen fordi de engelsksprogede aviser læses af færre. Og det er måske ikke så mærkeligt, når alt kommer til alt. Pakistanerne har hænderne fulde. Bombeangreb, Taleban og Musharraf.

Pakistan har oplevet et utal af bombeangreb mod civile siden januar 2008, med to bombeangreb siden mandag. Et bombeangreb i Multan mens disse linjer skrives og endnu et bombeangreb mod en pigeskole i Nordvestgrænseprovinsen i fredags.

Bagmændene bag bombningen i Multan er endnu ikke blevet afsløret.

Men bombningen af endnu en pigeskole i Nordvestgrænseområdet er udført af en gruppe under Tehrik-e-Taliban Pakistan, som er den pakistanske fløj af Taleban. Tehrik-E-Taliban ledes af Baitullah Meshud. Bombningen af skolerne skyldes at pigerne i skolerne ikke bærer burka.

Pakistansk Taleban består af to fløje, som i store træk domineres af to stammer i Waziristan: Meshudstammen og Ahmedzai Wazirstammen. Ahmedzaistammen er sponsoreret af den pakistanske regering i et forsøg på at danne en lokal modvægt til Meshudstammen, som er den stærkeste gren af pakistansk Taleban, som er imod regeringen. Meshudstammen, eller Tehrik-e-Taliban Pakistan, får deres våben og finansiering fra Iran og Afghanistan.

Samtidig er landets præsident, Pervez Musharraf, i stiv politisk modvind og ledende politikere i koalitionsregeringen kræver at han træder ned som præsident. Hvis han ikke gør det vil de bringe ham for en rigsret.

Bombningen af den danske ambassade er en pinlig affære for den pakistanske hær og de pakistanske efterretningstjenester, og desværre endnu en uhyggelig reminder om at dansk indenrigspolitik kan have dramatisk udenrigspolitisk slagside.

Men for den almindelige pakistaner er bombningen af ambassaden endnu et symptom på at Pakistan står i et politisk kaos, som kan have konsekvenser for hele regionen. Symptomer som slår ud over hele Pakistan – i grænseprovinserne og i hjertet af den politiske administration.

Hvis man var i tvivl om det, er det nu klart at Danmark er på de globaliserede jihadiers dagsorden. I søgen efter gerningsmænd til bombeangrebet på den danske ambassade i Pakistan, er det vigtigt at skelne mellem nationalt/regionalt orienterede og globalt orienterede jihadier. De globalt orienterede jihadier er de mest oplagte gerningsmænd.

Den danske ambassade i Islamabad ligger i den bedre del af byen, ikke langt fra parlamentsbygningen og højesteretsbygningen. Jeg ved fra egen erfaring at det er svært at komme ind. Selv for danske borgere. Man skal vente udenfor muren, som afskærmer bygningen fra vejen, og man kan få lov til at tale med sekretæren igennem et lille intercom system. Eller dvs. man kunne, dengang i 2000, hvor jeg forsøgte at komme i kontakt med andre danskere igennem ambassaden. Ikke en god oplevelse.
En endnu mere tragisk episode har rystet den lille 21ende gade i F/6 sektoren i dag. En bilbombe eksploderede udenfor den danske ambassade og dræbte 6 mennesker.
Naturligt fyldes de danske medier med spørgsmålet om hvem der gjorde det, og hvorvidt det vil blive opfulgt af nye angreb i den nærmeste fremtid.
Pakistan har flere sunniekstremistiske grupperinger som anvender vold som et politisk instrument til opnåelse af deres politiske agendaer. Men ikke alle sunniekstremistiske grupperinger har det som deres primære målsætning at angribe vesterlændinge eller vesten.
Sandt nok, de fleste fundamentalistiske islamistiske grupperinger, ser ingen berøringsflader mellem islamiske og vestlige politiske principper, hvorfor de gør en dyd ud af at kritisere alle siddende pakistanske regeringer, men det betyder ikke at de ser vold mod vesterlændinge som et primært mål for deres politiske arbejde (selvom de nok heller ikke fordømmer det). De primære politiske mål i mange nationalt forankrede grupperinger er præget af en lokal eller national agenda.
Baitullah Meshuds (som menes at stå bag drabet på Benazir Bhutto d. 27. december) drab var først og fremmest en politisk handling rettet imod en lokal pakistansk politisk arena. Mange af de 900 ofre for terrorhandlinger i Pakistan indenfor det sidste år er ligeledes uskyldige ofre i en strid mellem forskellige segmenter af det pakistanske samfund og de siddende regeringer og de myndigheder, som repræsenterer dem. Af de sunniekstremisitiske grupperinger som opererer i Pakistan bør nævnes Sipah-e-Mohammad, Lashkar-e-Jangvi, Baluch Liberation Army, Taleban og Al-Qaeda.
Alle, bortset fra Al-Qaeda, har nationale agendaer.
Sipah-e-Mohammad er en sunniekstremisitisk terrorgruppe, som dels fokuserer på antishiitiske aktiviteter og dels fokuserer på mål i indisk Kashmir. Baluch Libaration Army (BLA), som er en nationalistisk bevægelse. Deres mål har primært været hærenheder, politistationer samt rørledninger til gas og olie, som Baluchistan er rig på. Taleban er en oprindeligt afghansk bevægelse, som aktivt blev støttet finansielt og militært af islamistiske individer i den pakistanske hær og efterretningstjeneste (primært tidl. hærchef Aslam Beg og Direktør for ISI, Hamid Gul). I løbet af 1990’erne blev Taliban aktivt støttet også af både Bhutto og Sharif regeringen, eftersom man i både regeringen og efterretningstjenesten, opdagede et mægtigt geostrategisk potentiale i et Taliban-kontrolleret Afghanistan, i form af politisk indflydelse og energi. Pakistan er domineret i vest, nord-øst og øst af mægtige naboer, og Afghanistan var så at sige Pakistan største mulighed for politisk indflydelse i regionen. Taleban har siden 2001 genetableret en offensiv i Afghanistan, samtidig med at krigen i Afghanistan mellem Taliban og vestlige styrker er skyllet indover de Pakistanske grænseområder.
Al-Qaeda adskiller sig fra de andre grupper ved at have et internationalt sigte.
Ved at yde hjælp til de nationale grupperinger igennem penge, våben og træning i våbenbrug har Al-Qaeda formået at give mange lokale militante grupperinger en international dimension, som gør at også nationalt orienterede grupperinger kan angribe vestlige mål. Ikke fordi det er i deres umiddelbare politiske interesse, men fordi de udfører angreb på vegne af Al-Qaeda.
I Pakistan menes Al-Qaeda at være aktive i FATA (Federally Administered Tribal Areas) i det syd-vestlige NWFP, samt i det nordlige Swat. Al-Qaeda støtter aktivt forskellige grupperinger i Waziristan og Swat, bl.a. Mullah Fazlullah (Mullah Radio) og Baitullah Meshud (som mistænkes for at stå bag snigmordet på Benazir Bhutto d. 27. december, 2007). Al-Qaeda har dermed overtaget militante opstande, som i deres udgangspunkt var nationalistiske og givet dem et internationalt præg. Det har gjort det væsentlig sværere for den siddende regering i Islamabad at bekæmpe dem.
Militant sunniekstremisme i Pakistan er dels forbundet til interne stridigheder imellem landets religiøse og etniske grupperinger, dels forbundet til væbnede konflikter i Pakistans nabolande i løbet af de sidste 30 år, og dels forbundet til tilstedeværelsen af globaliserede terrorgrupperinger af f. eks. Al-Qaeda i Pakistan.
Forskellige militante sunniekstremistiske organisationer og grupperinger har kunne finde plads og aktiviteter i Pakistan, fordi de i perioder har været støttet af store islamistiske partier og af regeringen, samt af radikaliserede islamistiske elementer i de den pakistanske efterretningstjeneste Inter Service Inteligence (ISI). De militante sunniekstremistiske organisationer har været næret af interessegrupper, som har haft interesse i at forfølge deres politiske dagsorden med voldelige midler.
Siden Pakistan allierede sig med USA i krigen mod terror, har tidligere militærdiktator Pervez Musharraf haft svært ved at balancere mellem vestlige allierede og ekstremistiske elementer i Pakistans politiske landskab (primært MMA, som kontrollerer de religiøst set mest konservative områder af Pakistan). Siden 2004 har Musharraf haft svært ved at kontrollere FATA og NWFP generelt, og der har været borgerkrigslignende tilstande i disse områder. I november 2007 indførte Musharraf undtagelsestilstand i Pakistan, hvilket dels gav ham en fri militær hånd i Waziristan og  Swat. På trods af udstrakte militære indgreb i disse to områder, som har været præget af voldelige angreb mod politistationer, statslige kontorer samt kvinder, er det ikke lykkedes endnu.
De etniske, religiøse og politiske sammenhænge i Pakistan har været og er i høj grad domineret af etniske og religiøse skillelinjer. Pakistan består af fem store etniske grupperinger, som for de fire førstes vedkommende, falder sammen med Pakistans fire provinser: punjabier, baluchier, pashtunere, sindhier. Den sidste gruppe, mohajierene, er pakistanere som oprindeligt er indvandret til Pakistan under delingen af Pakistan og Indien i 1947. De fleste militante sunnisekstremistister til Afghanistan og Kashmir er kommet primært fra henholdsvis NWFP og Punjab.
Organisationer i Baluchistan og Sind har ikke i samme grad rekrutteret til Kashmir og Afghanistan, men har haft stærke nationalistiske bevægelser, hvoraf nogle af dem har været militante.
98 pct. af Pakistan er muslimsk. Religiøst er Pakistan domineret af sunnimuslimer, med ca. 80 pct. af den muslimske befolkning, som er sunnimuslimer og resten af den muslimske befolkning værende enten shiiter.  De interne stridigheder imellem Pakistans shia-og sunnimuslimske befolkning flammede op i slutningen af 1990,erne under den daværende premiereminister Nawar Sharif. Den sekteriske vold udspillede sig bl.a. imellem Sipah-e-Mohammad og shiamuslimske militante grupperinger i Karachi.
Konflikten i Baluchistan går tilbage til begyndelsen 1970’erne. Under indflydelse af delingen af Pakistan i Pakistan og Bangladesh, opstod der en militant opstand i Baluchistan. Denne blev slået hårdt ned af daværende premiereminister Zulfikhar Ali Bhutto. Siden da har Baluchistan været et uroligt område, som er præget af voksende anti-statslig og anti-punjabi militarisme. En af organisationerne som har præget den militære modstand imod regeringen i de senere år, er BLA. BLA har gjort sig til talsmand for en baluch nationalisme, som bl.a. kræver en større og højere grad at etnisk ligestilling i den pakistanske hær og i de statslige institutioner. Disse er gentagne gange blevet beskyldt for at være domineret af punjabier.  
Således er der et hav af nationale og regionale voldelige konflikter i Pakistan, som alle har dybe historiske rødder i den pakistanske og regionale historie. Derfor er det lidet sandsynligt at der er tale om en national sunniekstremistisk bevægelse, der står bag angrebet på den danske ambassade.
Det er snarere et angreb, som i hvert fald er bestilt af en voldelig sunniekstremistisk gruppering med et globalt udsyn. Og til denne post er Al-Qaeda det første ord, der falder én ind. Al-Qaedas strategi har fra starten været knyttet til Bin-Laden. Osama Bin Laden ankom til Afghanistan i 1997, hvorefter han sponserede, og med tiden globaliserede den hidtil national-regionalt betingede udgave af islamisme, som Taleban stod for. Bin-Ladens overtagelse af Taleban i slutningen af 90’erne er et godt eksempel på, hvorledes Al-Qaeda formår at highjacke nationalt forankrede militante organisationer, og give dem en international agenda og dermed en plads i det internationale spotlys. Bin-Ladens/Zawahiris forståelse af jihad er at jihad er en global kamp mod vesten, og dvs. altså også Danmark.
Med bomben i Islamabad er Danmark for alvor sat på de globale jihadiers agenda. Og selvom det kan være fristende at lede efter gerningsmænd blandt Pakistans mange militante sunniekstremistiske grupperinger, så er det i sidste ende Al-Qaeda som står bag.

Der var valg i Pakistan i mandags, hvor Præsident Musharrafs støtteparti Pakistan Muslim League –Q blev valgets store taber. De to store oppositionspartier, Pakistans Peoples Party og Pakistan Muslim League – N vil tilsyneladende danne national og provinsielle regering, hvilket er et bemærkelsesværdigt politisk makkerskab, set i lyset af partiernes politiske placering og historie.

Koalition mellem to ærkerivaler
De to partiledere for PPP og PML-N, Sharif og Zardari, holdt møde i torsdags om en evt. koalition. Sharif og Zardari er ligeledes nogenlunde enige om at slå hårdt ned på mange af de love, som Musharraf indførte. Der er rygter om at Zardari er blevet kontaktet af det Hvide Hus og anmodet om at indgå i et samarbejde med PML-Q og Musharraf. Disse love betyder bl.a. at Sharif ikke kan genopstille som premiereminister en tredje gang. Hvis han skal kunne det, bliver han nødt til at genetablere domstolene og håbe på at disse vil hjælpe ham med at kaste Musharraf fra magten og evt. genetablere ham selv som præmiereminister. Zardari har takket nej til posten. Sharif og Zardari er dog nødt til at skaffe sig minimum 2/3 dele af det nationale parlament for at kunne stille Musharraf for en krigsret, og så mange stemmer har de trods alt ikke. Sharif er derfor gået i gang med at invitere folk ind i hans parti, for at sikre PML-N de nødvendige stemmer til at kunne stille Musharraf for en krigsret. Dette ville lægge ekstremt pres på Musharraf.  Eftersom PPP’s Zardari ikke selv ønsker at stille op, og Mian Nawar Sharif ikke kan, er Makhdoom Amin Fahim den næste i linjen. Sharif og Zardari var stort set enige i deres modstand mod Musharraf, hvilket også synes at være det bærende element i deres koalition. Sharif gik til valg på en politisk platform som bestod af tre punkter: At mindske Musharraf magt. At geninstallere domstolene. At hæve den drøje cencur som ligger over de pakistanske medier. Zardari gik til valg på en politisk platform som stort set bestod af de samme krav, men med en knap så skrap ’anti-Musharrafsk’ kant. Zardari var klar til at samarbejde med PML-Q og evt. også med Musharraf, hvis det viste sig at blive nødvendigt. Valgresultatet er endnu ikke offentliggjort, men de uofficielle resultater peger på at PPP har opnået 87 pladser i det nationale parlament, samt i Sindhprovinsen. PML-N har opnået stemmemajoriteten i Punjab. Samtidig er PML-N blevet det næststørte parti i det nationale parlament. Ud af en samlet stemmeprocent på 35-40 pct., hvilket er meget lavt, har PPP og PML-N sikret sig ca. 70 pct. af stemmerne.

20 års rivaliseren mellem PPP og PML-N
Koalitionen er et forsøg på at overskride en 20 år gammel politisk skyttegravskrig mellem Pakistans to store partier. Spørgsmålet er om den fælles front mod Musharrafs parti kan dække over 20 års beskidt politisk rivalisering? PPP og PML-N koalitionen ønsker endvidere at samarbejde med valgets anden store overraskelse Awami National Party. ANP vandt majoriteten af stemmerne i Nordvestgrænseprovinsen (NWFP), som siden valg i 2002 har været regeret af en koalition af islamistiske partier, MMA, som altså tabte valget i NWFP. Listen over modsætningerne mellem PPP og PML-N er lang. Der er de etniske forskelle. Punjabprovinsen og Sindhprovinsen har været Pakistans to mest udviklede og politisk vigtigste provinser siden 1947. Sindh har dog altid ligget under for Punjab økonomisk og politisk, hvorfor befolkningen i Sindh, sindhierne, dyrker en Sindh baseret nationalisme med vægt på en større grad politisk magt, eget sprog m.m. PPP henter sine kærnevælgere i Sindhprovinsen, hvorimod PML-N står stærkest i Punjab provinsen. PPP var oprindeligt et venstreorienteret parti, men under Benazir Bhuttos lederskab, drev partiet ind mod den brede midte. Det folkelige præg har partiet imidlertid ikke mistet, og partiet finder mange stemmer i Sindh, som er præget af et dybt traditionelt feudalt socialt hierarki, hvor Bhutto’erne ironisk nok er placeret i toppen. Zardari og Bhutto sås sjældent uden de karakteristiske tørklæder i rød, hvid og blå, som er et typisk symbol for Sindhi-nationalisme. PPP var, indtil Benazir Bhuttos død i de sidste dage af 2007, Bhutto-klanens parti. Bhutto’erne er en stenrig, berømt og berygtet familie fra Sindhprovinsen, hvor deres kernevælgere befinder sig. Bhutto’erne har siden 1978 haft et særdeles anstrengt forhold til det pakistanske militær, primært pga. militær diktator Ziaul Haq’s henrettelse af Benazir Bhuttos far, tidligere præmieminister Zulfikhar Ali Bhutto. Ziaul Haq var blevet dræbt med det meste af sin generalstab i et flystyrt i 1988. Derefter blev der afholdt valg i 1988 hvor Benazir Bhutto kom til magten som Pakistans første kvindelige præmieminister. Hun mødte fra starten voldsom modstand fra toppen af det pakistanske militær, som efter ni år ved magten i Pakistan havde opnået stor magt og stor udenrigspolitisk indflydelse, som de nødig gav fra sig igen. For at modgå Bhutto, kørte militæret Nawar Sharif i stilling i slutningen af 1980’erne. Sharif var dengang en succesfuld forretningsmand. PML-N er et liberalistisk parti som særligt henter stemmer hos de mellemstore og større erhvervsdrivende, samt hos spidserne i Pakistans sværindustri. Mian Nawar Sharif kaldes for Tigeren fra Punjab, hvilket understreger partiets etniske profil. Lederen af PML-N, Mian Nawar Sharifs politiske karriere går tilbage til midten af 1980erne, hvor han havde flere fremtrædende ministerposter i den provinsielle regering i Pakistans vigtigste provins. Han opfattedes dengang som en protege for daværende militærdiktator Ziaul Haq. Sharif blev støttet politisk af hæren og den pakistanske efterretningstjeneste i 1990’erne. Særligt den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, hjalp ham med at destabilisere Benazir Bhutto, så hun to gange måtte gå fra præmieministerembedet, pga. anklager om korruption. Det var først da Sharif prøvede at lægge låg på militærets indflydelse i slutningen af 1990’erne at han faldt i unåde, og blev væltet af daværende hærchef Musharraf. Musharraf var oprindeligt blevet håndplukket af Sharif pga. Musharrafs etniske baggrund. Musharraf tilhører Pakistans femte etniske gruppe, mohajirerne. Mohajierne er ikke knyttet til et bestemt område, som Pakistans fire andre etniske grupper. Sharif placerede Musharraf som hærchef, fordi han troede at han dermed bedre kunne styre militæret og efterretningstjenesten, som er domineret af pashtunere og punjabere. Sådan skulle det som bekendt ikke gå. I stedet stødte Musharraf Sharif fra tronen i 1999, og Sharif søgte i eksil. Men i mandags kunne Sharif så grine af Musharraf, og sige tak for sidst. Det var en historisk sejr, som genetablerede civilt herredømme i Pakistan, efter næsten ni år med militært styre. Med et blik på medlemmerne af koalitionens historie, må man spørge sig selv. Hvor længe?

USA donerer flere penge til det Pakistanske Grænsekorps i den pakistanske nordvestgrænseprovins, mens Taleban sidder i Baluchistan-provinsen, hvilket tilfangetagelsen af Mansoor Dadullah vidner om. At donere penge til paramilitære grupper er ikke en ny amerikansk udenrigspolitisk strategi, men en kortsigtet strategi, som radikaliseringen af de islamistiske partier alt for tydeligt har bevist.

Militant sunniekstremisme i Pakistan                                                                                                                    Militant sunniekstremisme i Pakistan er dels forbundet til interne stridigheder imellem landets religiøse og etniske grupperinger, dels forbundet til væbnede konflikter i Pakistans nabolande i løbet af de sidste 30 år, og dels forbundet til tilstedeværelsen af globaliserede terrorgrupperinger af f. eks. Al-Qaeda i Pakistan. Forskellige militante sunniekstremistiske organisationer og grupperinger har kunne finde plads og aktiviteter i Pakistan, fordi de i perioder har været støttet af store islamistiske partier og af regeringen, samt af radikaliserede islamistiske elementer i de den pakistanske efterretningstjeneste Inter Service Inteligence (ISI). De militante sunniekstremistiske organisationer har været næret af interessegrupper, som har haft interesse i at forfølge deres politiske dagsorden med voldelige midler. Siden Pakistan allierede sig med USA i krigen mod terror, har tidligere militærdiktator Pervez Musharraf haft svært ved at balancere mellem vestlige allierede og ekstremistiske elementer i Pakistans politiske landskab (primært MMA, som kontrollerer de religiøst set mest konservative områder af Pakistan). Siden 2004 har Musharraf haft svært ved at kontrollere FATA og NWFP generelt, og der har været borgerkrigslignende tilstande i disse områder. I november 2007 indførte Musharraf undtagelsestilstand i Pakistan, hvilket dels gav ham en fri militær hånd i Waziristan og  Swat. På trods af udstrakte militære indgreb i disse to områder, som har været præget af voldelige angreb mod politistationer, statslige kontorer samt kvinder, er det ikke lykkedes endnu.

75 millioner dollars til paramilitære enheder i grænseprovinsen            Derfor har det amerikanske senat besluttet sig for at øremærke 75 millioner (lidt over 380 millioner kroner) til udstyr og træning af det Pakistanske Grænsekorps NWFP i 2008, på betingelse af at Islamabad kan vise en betydelig og bæredygtig terrorbekæmpelsesindsats overfor Pakistansk Taleban, Al-Qaeda og andre militante sunniekstremististiske grupperinger.Grunden til at pengene er øremærket til det Pakistanske Grænsekorps NWFP er en tro i Washington på at grænsekorpset besidder en højere grad af streetcredibility i FATA end den pakistanske hær. Grænsekorpset en paramilitær styrke på ca. 80.000 mand, som primært består af dårligt bevæbnede, dårligt uddannede pashtunske soldater fra NWFP. Ikke desto mindre mener amerikanske efterretningseksperter at soldaternes kendskab til lokale traditioner, sprog og kultur er 75 millioner dollars værd. De 75 millioner skal bruges til en militær opgradering af korpset. Grænsekorpset har spillet en vigtig rolle tidligere i Pakistans historie, men amerikanske sikkerhedspolitiske analytikere mener at korpset på ingen måde klædt på til at bekæmpe Taleban og Al-Qaeda. Lyder det bekendt? Det er det også. At spytte penge og våben i lokale paramilitære grupperinger og organisationer i Pakistan er blevet et redskab i Washingtons udenrigspolitiske værktøjkasse, når det gælder Syd- og Centralasien. Særligt nu, hvor Taleban sidder i Baluchistan provinsen, i Pakistan. Herregud, 75 millioner dollars er peanuts. Til sammenligning donerede USA alene 600 millioner dollars om året til den Sovjetisk-Afghanske krig i årene 1984-1987. Dengang, for over 20 år siden, leverede USA, Saudi Arabien og Kina våben til den pakistanske efterretningstjeneste (ISI) i den pakistanske havneby, Karachi.

Rørledninger af våben                                                                                         Derefter transporterede ISI våbnene indover den afghanske grænse i en treleddet våbenrørledning: CIA opkøbte forældede sovjetiskproducerede våben i bl.a. Kina, Tyrkiet og Egypten og skibede dem til Karachi i Pakistan. ISI transporterede våbnene igennem Pakistan til Quetta og Peshawar og distribuerede dem blandt islamistiske organisationer og militsledere. Disse transporterede dem videre ind i Afghanistan til militserne. Her blev de distribueret til afghanske oprørsgrupper, som samtidig blev trænet af det pakistanske militær i anvendelse i de, for afghanerne, avancerede våben. Men rørledningen dryppede. Våben, som var tiltænkt afghanske oprørsgrupper, forsvandt i Sindh, Baluchistan og nordvestgrænseprovinsen (NWFP) – samtidig med at de afghanske oprørsgrupper sig ofte trak sig tilbage til NWFP efter guerillaangreb mod de sovjetiske stillinger inde i Afghanistan – hvilket medførte en militarisering af det pakistanske samfund i 1980’erne.

Afghanistan har været med til at forme Pakistans politiske kultur       Væbnede konflikter på begge sider af Pakistan i 1980’erne mærkede Pakistans politiske kultur langt ud i fremtiden. Iran-Irak krigen i vest. Den sovjetisk-afghanske krig i nord vest. Væbnede sammenstød mellem islamistiske militser og den indiske hær i Kashmir i nord øst. Al-Qaeda blev formet i Peshawar i de sidste år af den sovjetisk-afghanske krig. Taleban blev dannet på ruinerne af den krigshærgede afghanske stat. Men hvad har alt dette at gøre med krisen i NWFP? Afghanistan har siden begyndelsen af 1980’erne været et aktivt emne på den pakistanske udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske dagsorden. Alle regeringsoverhoveder fra og med Ziaul Haq har måtte forholde sig aktivt til spørgsmålet om Afghanistan. I den Afghansk-Sovjetiske krig 1980-1989, har den pakistanske efterretningstjeneste spillet en central rolle i mobiliseringen, bevæbningen, træningen og organiseringen af den afghanske væbnede modstandskamp. En modstandskamp, som USA, Iraq og Saudi Arabien var med til at finansiere og bevæbne, men som den pakistanske efterretningstjeneste og den pakistanske hær organiserede. Organiseringen af de afghanske modstandsgrupper skete igennem etableringen af en såkaldt ’rørledning’ fra Karachi til tre punkter i Pakistan: Quetta, Peshawar og Gilgit. Herfra kanaliseredes våben ind i Afghanistan, som så blev uddelt til de forskellige militante grupperinger af mujahediinere efter princippet: mest krigslykke – flest våben. Flere centrale skikkelser i både nationale og globale terrororganisationer, der opererer indenfor Pakistan, udgik fra den afghanske-sovjetiske krig som krigsveteraner med erfaringer enten mobilisering, rekruttering, våbenbrug og organisering af militære enheder.

Taleban og Al-Qaeda i Pakistan?                                                                                          Og nu opholder Al-Qaeda opholder sig givetvis i FATA, og Talebans lederstab opholder sig i Quetta, hvorfra de leder Talebans offensiv i bl.a. Helmandprovinsen i Afghanistan. Taleban har højst sandsynligvis opholdt sig i Quetta siden 2001. Hvorfor er de der? Mullah Omar og Co. har i de fem år, de sad i Kabul fra 1996 til 2001 formået at skabe sig fjender til alle sider, på nær Pakistan. Iran var udelukket, pga. Talebans nedslagtning af shiamuslimer i 1990’erne. Kina, Uzbekistan, Tajikistan og Turkmenistan var ligeledes udelukket. Dels pga. at den Nordlige Alliance (som blot var en løst sammenhængende gruppe af krigsherrer) okkuperede de nordlige provinser. Dels pga. de nordlige provinser er domineret af ikke-pashtunere, som Taleban bekæmpede i 1990’erne, med støtte fra Pakistan. Det betød at Taleban kun havde et sted at vende sig – nemlig deres tidligere sponsorere i Pakistan. Den pakistansk-afghanske grænse var desuden velkendt territorium, som nævnt ovenfor. Nu sidder Taleban altså i Quetta, hvorfra de leder slagets gang, hvilket fangsten af Mansoor Dadullah i Baluchistan vidner om, vidner om. Dels i Afghanistan og dels i NWFP  hvor en koalition af radikaliserede stammegrupper fra FATA har formet Tehrik-i-Taliban. Denne koalition er basalt set en institutionalisering af gamle venskaber mellem prominente medlemmer af Taliban og stammeledere, bl.a. Baitullah Mehsud. Mehsud stammen er én af gren af Waziristammen, som hersker i Syd- og Nord Waziristan. Ak ja, gårsdagen venner er nutidens fjender, og historien lærer os tilsyneladende intet.  

Op til valget er pressen bundet på hænder og fødder, hvilket åbner for seriøs skepsis angående forestillingen om et frit demokratisk valg, d. 18. februar.
Undtagelsestilstanden blev godt nok ophævet d. 16. december, 2007. Men de restriktioner som blev påbudt den trykte og digitale presse, gælder stadig.
Dels kan journalister fængsles i op til tre år for gøre nar af eller latterliggøre præsidenten, og dels er ytringsfriheden blevet stækket hos mange private radio- og tv-stationer, der af økonomisk nødvendighed, er blevet tvunget til at indgå aftaler med Pakistans Elektronic Media Regulatory Authority (PEMRA), som forpligter dem på at afholde sig fra kritik af regeringen, hæren eller præsidenten op til valget.    
Nedslaget på de pakistanske medier fulgte i kølvandet på indførslen af den undtagelsestilstanden d. 3. november, 2007.
Bl.a. har de hidtil enormt populære, men også kontroversielle, tv-kanaler Geo News og Geo Sport blevet banlyst i Pakistan (en Gallup-måling viste at disse kanaler blev set af 35 pct. af Pakistans seere). Geo News var bl.a. kendt for sine samfundskritiske debatprogrammer, talkshows og analyser samt sine reportager fra de militante opstande i Swat, Syd Waziristan og Baluchistan, og hærens forgæves forsøg på at slå disse opstande ned.
Geo News huser adskillige pakistanske mediepersonligheder, bl.a. de kendte og kontroversielle journalister Hamid Mir og Shahid Masood. Hamid Mir er blevet fyret flere gange pg.a. sine afslørende artikler, og Shahid Masood er forsvundet fra skærme og spalter.
Den fortsatte censur på de pakistanske medier stiller spørgsmålstegn ved formuleringen ”fair and free elections”, særligt når den eneste nationalt tilgængelige tv-kanal, primært fungerer som regeringens mundstykke.
Ikke overraskende er de to største politiske partier, Pakistans Peoples Party (PPP) og Pakistan Muslim League – Q (PML-Q), delte i deres meninger om den fortsatte censur på de pakistanske medier.
PPP som tidligere repræsenteredes af leder på livstid, Benazir Bhutto, har kritiseret regeringen. I deres øjne har censuren betydet at alle andre partier, end det regeringsvenlige PML-Q, underrepræsenteres på de pakistanske nyhedskanaler, eller rettere, den pakistanske nyhedskanal, PakistanTV (PTV).
Eller som folkeviddet har omdøbt den, PropagandaTV. 
PML-Q er ikke overraskende af den modsatte mening.
Kritikken af censuren af den pakistanske presse er blevet blevet fejet af bordet som irrelevant og virkelighedsfjern. Og en talsmand for det pakistanske Informationsministerium (!) har udtrykt at der ikke eksisterer censur i Pakistan overhovedet. Samtidig nævner han dog også vigtigheden af ikke at placere ytringsfrihed over de nationale institutioner. Så er alt vist sagt…

Udover PPP, MMA og PML-Q eksisterer der yderligere et par partier, som fortjener en nærmere beskrivelse op til det planlagte valg d. 18. februar.
Det er Pakistan Muslim League – Nawar Sharif (PML-N) og Muttahida Quami Movement(MQM).

PML-N
PML-N er endnu en af udløberne fra det oprindelige Muslim League, som var én af drivkræfterne bag Pakistans dannelse. Det gamle PML er for længst begravet, men er genopstået i en række partier, som alle slider på det oprindelige PMLs brand.
PML-N blev dannet i 1962, men blev i 1986 splittet i to partier: PML og PML-J. Partiet mistede endnu en fraktion i 2001, som blev til PML-Q og PML-F. PML-Ns politik kan beskrives som liberalistisk, og partiet henter generelt sine stemmer blandt de mere velhavende pakistanere.
PML-N ledes af Mian Nawar Sharif. Sharifs politiske karriere går tilbage til midten af 1980erne, hvor han havde flere fremtrædende ministerposter i den provinsielle regering i Pakistans vigtigste provins. Han opfattedes dengang som en protege for daværende militærdiktator Ziaul Haq.
Han har, ligesom Benazir Bhutto, haft to uafsluttede perioder som præmiereminister. Første periode var 1990-1993 og anden periode var 1996-1999.
Han overtog lederskabet af PML-N i 1988. I 1990 overtog han posten som præmiereminister efter Benazir Bhutto, som blev tvunget til at gå af i 1989. Han blev dog tvunget til at gå i 1993, pga. anklager om korruption. Efterfølgende blev der afholdt valg, som PPP vandt, hvorefter Benazir Bhutto genoptog vagten på det gyngende skib.
Da Benazir Bhutto blev gået som præmierminister i 1996, pga. anklager om korruption og underslæb bl.a. imod hendes mand, den nuværende leder for PPP, overtog Nawar Sharif endnu engang. Hans anden periode markeredes af tre vigtige events: Pakistans atomprøvesprængninger i 1998, krigen imod Indien i Kargil i 1999, samt Musharrafs kup mod Sharif i efteråret 1999, hvorefter Nawar Sharif drog i eksil i Saudi Arabien i 2000.
Der blev han indtil september 2007, hvor han, efter et mislykkes forsøg på at vende hjem til Pakistan, atter vendte tilbage til pakistansk politik i november, 2007.
Sharif er tidligere forretningsmand og medejer af det magtfulde kartel, Ittefaq, som han brugte til at finansiere sin politiske karriere. 

MQM
Muttahida Quami Movement blev dannet i 1984 som Muhajir Quami Movement (Den nationale bevægelse for Mohajirs).
Det oprindelige Muhajir Quami Movement ændrede navn til Muttahida Quami Movement i 1997. MQM er et parti med dybe rødder i Sindh-provinsen, hvor de i mange år har bekæmpet PPP om herredømmet over Sindh. MQM er et nationalistisk sindhi parti, som kæmper for en økonomisk, politisk og kulturel styrkelse af Sindh-provinsen overfor Punjab-provinsen.
MQM har siden 1984 været ledet af Altaf Hussein.
Altaf Hussein er, ligesom sit parti, en kontroversiel herre. Både han og hans parti har gentagne gange været anklaget for at være involveret i terrorisme imod medlemmer fra andre partier. Han opholder sig i eksil i London, hvorfra han styrer MQM.

Bhutto var storfavorit til at vinde det kommende valg. Og takket være den aftale, som hun og Musharraf havde indgået i sensommeren 2007, var det muligt for hende at blive premiereminister for tredje gang. Men hendes uventede død afføder et grundlæggende spørgsmål: Hvilke nye spiller melder sig på banen efter Bhuttos død?

Den Nationale Forsamling
Lidt basal viden er på sin plads til at begynde med. Det pakistanske Nationale Forsamling indeholder 342 pladser, hvoraf 272 er reelt åbne for valg. De resterende 60 pladser er reserveret til kvinder og 10 pladser reserveret repræsentanter for religiøse minoriteter.
272 pladser er opdelt blandt Pakistans fire provinser, Punjab (148 pladser), Sindh(61 pladser),
NWFP(35 pladser) og Balochistan(14 pladser) samt FATA(12 pladser) og Islamabad(2 pladser).
Det valg blev afholdt i 2002, hvori 17 politiske partier deltog, deraf 2 koalitionspartier af mindre partier.

De største partier
De fem største partier i Nationalforsamlingen er: Pakistan Muslim League Quaid E Azam (PML-Q), Pakistan Peoples Party Parlamentarians (PPPP), Muttahida Majlis-e-Amal Pakistan (MMA), Pakistan Muslim League (PML) samt Muttahida Quami Movement (MQM).
PML-Q er det største parti i Nationalforsamlingen med 126 pladser i Nationalforsamlingen.
PPPP har 81 pladser, MMA holder 63 pladser, PML holder 19 pladser og MQM har 17 pladser.
Lad os se nærmere på de tre største.

PML-Q
PML-Q blev dannet i 2001 og er oprindeligt en udbrydergruppe fra PML. PML-Q´s politik beskrives som centrum-konservativ, men følger reelt Musharrafs kurs blindt. PML-Q ledes af Chaudhry Shujaat Hussain. PML-Qs vælgerpool findes først og fremmest i Punjabprovinsens landdistrikter.
Hussains far var en stærk kritiker af Benazir Bhuttos far, Zulfikhar Ali Bhutto, da han var præmieminister i 1970’erne. Efter at Zulfikhar Bhutto blev afsat, indgik Hussains far i militærdiktator Ziaul Haqs regering. Chaudhry Shujaat Hussains trådte ind i pakistansk politik i 1981, efter af hans far blev snigmyrdet af Benazir Bhuttos bror, Murtaza Bhutto.
Siden har han holdt adskillige vigtige politiske poster og har siddet i Nationalforsamlingen siden 1988. Hussains fætter og svoger er den nu kontroversielle Chaudhry Pervaiz Elahi, som er minister for Punjab provinsen. De tilhører en gruppe, som i folkemunde kaldes for Chaudhryerne fra Gujarat, eftersom Gujarat er deres hjemby. Hussains fætter, Pervaiz Elahi styrer efter posten som den næste præmieminister for Pakistan, men lider under mistanke for at stå bag attentatet på Bhutto ved hendes hjemkomst i september, 2007.

PPPP
PPPP er et skyggeparti som blev oprettet i 2002, som reelt dækker over Pakistan Peoples Party (PPP). PPP blev dannet af Bhutto’s far, Zulfikhar Ali Bhutto i 1967. PPP kan beskrives som et centerparti, selvom det blev dannet som et venstreorienteret parti, som forsøgte at kombinere en islamisk værdigrundlag med en socialistisk politisk tankegang. PPP ledtes indtil d. 28. december, 2007 af Benazir Bhutto, som har ledet PPP siden sin fars død. PPP finder sine vælgere i de urbane områder af Sindh- og Punjabprovinsen.
Tre kandidater blev udpeget som mulige fremtidige ledere af PPP: Bhuttos enkemand, Asif Ali Zardari; Bhuttos 19-årige søn, Bihawal Bhutto eller Makhdoom Amin Fahim, som har været Bhuttos rådgiver siden hendes første præsidentperiode. Bhuttos eget testamente peger på hendes enkemand, Asif Ali Zardari. Zardari kommer imidlertid til at dele posten med sin 19-årige søn.
Bhutto havde siden hængningen af sin far været på kollusionskurs med det pakistanske militær. Hun har to gange været valgt som præmiereminister, i 1988 – 1990 og 1993 – 1996 og er begge gange blevet afsat af henholdsvis daværende præsident Ghulam Ishaq og præsident Farooq Leghari. Der er bred enighed om at begge præsidenter afsatte Bhutto i forståelse med den pakistanske efterretningstjeneste ISI og det pakistanske militær.
Benazir Bhuttos politiske karriere har været plaget af kontroverser, som har plettet hendes omdømme i den pakistanske befolkning, bl.a. igennem sin mand, Zardari. Zardari har været anklaget for korruption, mord og afpresning. Han har været fængslet for korruption og underslæb i alt 11 år. Men også Bhuttos egen udenrigspolitiske og indenrigspolitiske kurs har skadet hendes omdømme.
I midten af 1990’erne anså Bhutto Taliban som en stabilserende faktor i det borgerkrigshærgede Afghanistan, og støttede dem økonomisk og militært. Bhutto ændrede ikke Pakistans menneskefjendtlige og kontroversielle Hudood og Zina lovgivning, som blev indført under militærdikator Ziaul Haq. Hudoodlovgivningen betød bl.a. at ofre for voldtægt kunne blive korporligt afstraffet, hvis de ikke kunne bevise at de var blevet voldtaget. Denne lovgivning blev ironisk nok ophævet under Musharraf i 2006.

MMA
Muttahida Majlis-e-Amal Pakistan (Pakistans Råd for Handling) dannedes som et koalitionsparti af 5 religiøse partier, som bedst kan beskrives som islamistiske partier. Partiet er en reaktion på Mushrarrafs samarbejde med USA i Krigen mod Terror, og MMA er først og fremmest et koalitionsparti mod Musharraf. MMA har den politiske magt i Pakistans to mindst udviklede og mest konservative provinser, Balochistan og NWFP. MMA består af: Jamiat Ulema-e-Islam; Jamiat Ulema-e-Pakistan; Jamaat-e-Islami; Tehrik-e-Islami; og Jamiat Ehl-e-Hadeeth. MMA ledes af Fazlur Rehman. MMA består af både konservative sunnimuslimer og shiamuslimer, men domineres af den sunnimuslimske deobandi tradition, som er en bogstavtro islamfortolkning. MMAs principielle politiske målsætning er at oprette et islamisk teokrati i Pakistan, men de har baseret deres politiske indflydelse på et budskab om modstand imod Pakistans rolle som frontline-stat i USA’s krig mod terror. På dette budskab blev de valgt ind med jordskredssejre i Balochistan og NWFP.

PML og MQM bliver behandlet i del II

Mordet på Bhutto afslutter en politisk æra i Pakistans historie og skaber et politiske vacuum, som den nye oppositionsleder Nawar Sharif skal udfylde. Men kan han afløse den karismatiske og kontroversielle Bhutto?

Drabet på Bhutto er den seneste hændelse i længere række i Pakistan, og det er efterhånden svært at forestille sig, hvorledes Pakistan skal kunne genstabiliseres politisk og hvorledes det pakistanske civilsamfund skal kunne heles efter de dybe sår, det har modtaget i de sidste 12 måneder.

Zulfikar Bhuttos ældste datter, Benazir Bhutto blev dræbt torsdag eftermiddag, hvorved hun på tragisk vis følger i sin fars fodspor. Bhuttoernes skæbne er et trist eksempel på hvorledes vold er en del af den pakistanske politiske kultur, og har været det i årtier.

I Pakistan har folkeviddet døbt Bhutto som Daughter of the East – Star of the West, og ikke uden grund.

Hun var datter af Pakistans første folkevalgte præmieminister, som blev kuppet af militæret og senere hængt, hvorefter hun overtog roret for faderens politiske parti Pakistans Peoples Party. Hun var den første kvindelige premiereminister for verdens næststørste muslimske land. Denne kombination af faktuelle forhold gjorde Bhutto til et stærkt tidsløst symbol i kampen for et sekulært og demokratisk Pakistan.

Blandt pakistanere var Bhutto dog også et billede på korruption, og det faktum at hun blev afsat to gange pga. korruptionsanklager samt at hendes hjemvendelse fra eksil i London delvist skyldtes en ”aftale” om en deling af magten mellem hende og Pervez Musharraf. Bhuttos regeringsperioder markeret af en pragmatisk tilgang til politiske samarbejdspartnere og da kom til magten i sin anden regeringsperiode, indgik hun koalitioner med fundamentalistiske partier, som aktivt støttede bl.a. Taleban.

Disse og andre elementer tegnede et mindre historieløst billede af en skarp politisk strateg og taktiker, en pragmatisk leder og en til tider skrupelløs politiker.

Med Bhuttos endeligt afsluttes en epoke i Pakistans politiske historie, som trækker sine tråde tilbage til de første årtier af Pakistans historie.

Flere spørgsmål melder sig i kølvandet på drabet på lederen af den politiske opposition i Pakistan:

Nawar Sharif er nu leder af den politiske opposition i Pakistan.
Er han i stand til at mobilisere den samme grad af international opmærksomhed og opbakning til de demokratiske kræfter i Pakistan, som Bhutto var i stand til at mobilisere. Hvilken støtte kan Nawar Sharif forvente af bl.a. USA?

USA er kommet i en kattepine med Bhuttos død.

Den amerikanske sikkerhedspolitiske agenda har betydet at USA har engagereret sig i interne pakistanske forhold. USA spiller en aktiv rolle i pakistansk politik, pga. Pakistans rolle som ”front-line” stat, hvilket konkret betyder at Pakistan modtager stor økonomisk støtte til både det pakistanske civilsamfund og særligt til støtte til det pakistanske militær.

Dette engagement illustreredes bl.a. i vice udenrigsminister John Negropontes formaning til Musharaf i november, hvor han bl.a. opfordrede Musharraf til at genoverveje at forhandle en evt. magtdeling med Bhutto. Bhutto opfattedes af USA som mere moderat end Musharraf, og i lyset af Musharrafs fejlslagne forsøg på at bekæmpe islamistisk ekstremisme virkede det som om at Washington havde besluttet sig for at satse på en anden og mere spiselig kandidat.

Nawar Sharif har ikke formået at sikre sig den samme form for direkte opbakning fra USA, og spørgsmålet er om han er i stand til det. Kan man forestille sig en ny magtdeling mellem Musharraf og Sharif?

Sharif forsøger at bemægtige sig Bhuttos politiske budskab ved at direkte at overtage hendes agenda om at styrke demokratiet og bekæmpe ekstremismen. I et utilsløret forsøg på at drage fordel af den martyrstatus som Bhutto fik tilskrevet ved sin død, erklærede Sharif at han nu ville overtage Bhuttos kamp, og kæmpe videre for hendes sag.

Et andet spørgsmål er om Musharraf er i stand til at bremse den politiske vold, som især i Bhuttos hjemmeprovins Sindh, truer med at eskalere ud af kontrol. Den politiske vold som indtil videre har betydet afbrænding af biler, banker og angreb på politistationer skyldes dels mordet på Bhutto, men har sandsynligvis også sin årsag i mange måneders politiske spændinger i Pakistan, som siden 2006 har været plaget af en stigende politisk ustabilitet.

Drabet på Bhutto har yderligere sat spørgsmålstegn ved om der overhovedet bliver afholdt valg som planlagt eller om det bliver senere i 2008.

Swat er blevet et eksempel på nogle af de problematikker, som Musharraf står overfor i sin kamp mod Pakistans militante islamister. Undtagelsestilstanden har muligvis givet Musharraf frie hænder overfor den militante islam i bl.a. Swat. Men Musharraf står stadig overfor den svære opgave at slå opstanden ned uden at distancere sig yderligere fra befolkningen i Nordvestgrænseprovinsen. Swat har vist at dette er en yderst svær balancegang.

Mens Musharraf lover valg d. 8. januar 2008, har det pakistanske militær indledt storstilet offensiv mod militante islamister i Swat.

Musharraf indførte undtagelsestilstand d. 3. november, 2007 med det erklærede mål at stabilisere situationen i det vestlige Pakistan, hvor militante islamister og nationalister er blevet mere og mere aggressive.  Selvom det var dommerstanden og de uafhængige medier, som først mærkede konsekvenserne af undtagelsestilstanden, så sikrede undtagelsestilstanden Musharraf en fri hånd overfor de militante grupper i bl.a. Swat.

I ly af undtagelsestilstanden og suspensionen af basale civile rettigheder har den pakistanske hær slået massivt ned på islamister i Swat.

Swat er et distrikt i Nordvestgrænseprovinsen (NWFP), som primært er beboet af de pashto talende pashtunere. Pashtunerne er en af Pakistans store etniske grupperinger.   

Der er primært tale om kampe i det det nedre Swat, som er den mest befolkede del af Swat. Det naturskønne Swat er ikke større end et skrumpet Fyn, men indenfor det sidste par år er mange af Swats landsbyer blevet besat af militante islamister.

De militante islamister tilhører en radikal islamistisk organisation, Tehreek-e-Nafaz-e-Shariat-e-Mohammadi (Bevægelsen for indførsel af sharia lovgivning(TNSM)), som ledes af den såkaldte Mullah Radio, som kaldes sådan, fordi han holder radiotransmitterede flammetaler hvori han opildner til jihad mod Musharraf og USA.

Mullah Radio´s kaldes også Mawlana Fazlullah. Fazlullah er nyligt radikaliseret 34årig ung mand, som indtil for ganske år siden, var en vesterniseret ung mand.

Hans svigerfar, Sufi Muhammad, er en veteran fra den afghansk-sovjetiske krig (1979-1989), som grundlagde TNSM i 1992. Efter at have givet anseelig militær støtte til Taleban i Afghanistan i efteråret 2001, blev han arresteret og kastet i fængsel hvor han stadig sidder.

TNSMs fortolkning af islam ligger ikke langt fra Talebans ditto. TNSMs primære mål er at indføre sharia i Pakistan. TNSM opfatter en parlamentarisk politisk struktur som uislamisk, og politiske samt religio-politiske partier som uislamiske, uanset deres agenda. TNSM vedkender sig åbent anvendelsen af vold.

I første omgang gav Sufi Muhammads arrestation dødsstødet til TNSM og organisationen var mere eller mindre ude af funktion indtil 2005.  

I oktober 2005 ramtes Pakistan af det største jordskælv i landets historie. Et jordskælv som målte 7.7. på Richterskalaen og krævede over 70.000 menneskeliv, hvoraf mange var børn. Swat var et af de hårdt ramte områder, eftersom Swat ligger omkring 100 km fra jordskælvets epicentrum.

Denne naturkatastrofe gødede jorden for lokale dommedagsforestillinger om en straffende gud, som straffede Pakistan. Denne fortolkning af jordskælvet var en appelsin i turbanen for TNSM, som netop så jordskælvet som en guddommelig straf af Pakistan.  

TNSM lukrerede på disse forestillinger, og det lykkedes TNSM at genoplive sig selv efter jordskælvet, blandt andet ved Maulana Fazlullahs mellemkomst, som i mellemtiden havde besluttet sig for at gå ind i svigerfaderens organisation. Hans rolle har været todelt: at samle folkelig opbakning til TNSMs ønske om at etablere sharia i Swat, samt at rekruttere unge mænd til TNSM.

Indtil for nylig så dette ud til at lykkes med overvældende succes. TNSM havde indtaget ca. 60 landsbyer i den sydlige del af Swat.  

Men opstanden i Swat grunder ikke udelukkende i dommedagsprofetier, men har også grund i Musharrafs konkrete sikkerhedspolitiske tiltag i Swat og Waziristan, som fortsat gøder jordens for kritik af Musharraf.

Musharraf har haft problemer med militante grupperinger i flere dele af det vestlige Pakistan i de sidste par år: Baluchistan, Waziristan og senest Swat.

Opstandene i Swat og Waziristan er forskellige i mange aspekter, men de har kunne enes om to ting: Dels at Musharraf løber USA’s ærinde ved at udstationere militære enheder i de pakistanske grænseområder for at bekæmpe Taleban og Al-Qaeda. Og dels at mange af disse udstationerede soldater for en stor dels vedkommende ikke punjabiere men etniske pashtunere, hvilket opfattes som et endnu større forræderi: Ikke bare tvinges pakistanere til at kæmpe mod pakistanere, men lokale pashtunere tvinges til at kæmpe mod deres egne. Hvilket fik moralen i den pakistanske hær til styrtdykke, med deserteringer til følge.  

Derfor har den pakistanske hær nu ændret strategi i Swat. Nu anvendes ikke længere regulære ground units, som man har gjort i Waziristan og i Baluchistan. Man har skiftet taktik og anvender nu først og fremmest kamphelikoptere, som beskyder islamisternes stillinger i Swat med tungt artilleri. Denne taktik har den fordel at den undgår at placere soldater med pashtunsk baggrund i en loyalitetskonflikt, men til gengæld øges risikoen for civile tab, hvilket ikke øger sympatien for Musharraf.