Hvis man var i tvivl om det, er det nu klart at Danmark er på de globaliserede jihadiers dagsorden. I søgen efter gerningsmænd til bombeangrebet på den danske ambassade i Pakistan, er det vigtigt at skelne mellem nationalt/regionalt orienterede og globalt orienterede jihadier. De globalt orienterede jihadier er de mest oplagte gerningsmænd.
Den danske ambassade i Islamabad ligger i den bedre del af byen, ikke langt fra parlamentsbygningen og højesteretsbygningen. Jeg ved fra egen erfaring at det er svært at komme ind. Selv for danske borgere. Man skal vente udenfor muren, som afskærmer bygningen fra vejen, og man kan få lov til at tale med sekretæren igennem et lille intercom system. Eller dvs. man kunne, dengang i 2000, hvor jeg forsøgte at komme i kontakt med andre danskere igennem ambassaden. Ikke en god oplevelse.
En endnu mere tragisk episode har rystet den lille 21ende gade i F/6 sektoren i dag. En bilbombe eksploderede udenfor den danske ambassade og dræbte 6 mennesker.
Naturligt fyldes de danske medier med spørgsmålet om hvem der gjorde det, og hvorvidt det vil blive opfulgt af nye angreb i den nærmeste fremtid.
Pakistan har flere sunniekstremistiske grupperinger som anvender vold som et politisk instrument til opnåelse af deres politiske agendaer. Men ikke alle sunniekstremistiske grupperinger har det som deres primære målsætning at angribe vesterlændinge eller vesten.
Sandt nok, de fleste fundamentalistiske islamistiske grupperinger, ser ingen berøringsflader mellem islamiske og vestlige politiske principper, hvorfor de gør en dyd ud af at kritisere alle siddende pakistanske regeringer, men det betyder ikke at de ser vold mod vesterlændinge som et primært mål for deres politiske arbejde (selvom de nok heller ikke fordømmer det). De primære politiske mål i mange nationalt forankrede grupperinger er præget af en lokal eller national agenda.
Baitullah Meshuds (som menes at stå bag drabet på Benazir Bhutto d. 27. december) drab var først og fremmest en politisk handling rettet imod en lokal pakistansk politisk arena. Mange af de 900 ofre for terrorhandlinger i Pakistan indenfor det sidste år er ligeledes uskyldige ofre i en strid mellem forskellige segmenter af det pakistanske samfund og de siddende regeringer og de myndigheder, som repræsenterer dem. Af de sunniekstremisitiske grupperinger som opererer i Pakistan bør nævnes Sipah-e-Mohammad, Lashkar-e-Jangvi, Baluch Liberation Army, Taleban og Al-Qaeda.
Alle, bortset fra Al-Qaeda, har nationale agendaer.
Sipah-e-Mohammad er en sunniekstremisitisk terrorgruppe, som dels fokuserer på antishiitiske aktiviteter og dels fokuserer på mål i indisk Kashmir. Baluch Libaration Army (BLA), som er en nationalistisk bevægelse. Deres mål har primært været hærenheder, politistationer samt rørledninger til gas og olie, som Baluchistan er rig på. Taleban er en oprindeligt afghansk bevægelse, som aktivt blev støttet finansielt og militært af islamistiske individer i den pakistanske hær og efterretningstjeneste (primært tidl. hærchef Aslam Beg og Direktør for ISI, Hamid Gul). I løbet af 1990erne blev Taliban aktivt støttet også af både Bhutto og Sharif regeringen, eftersom man i både regeringen og efterretningstjenesten, opdagede et mægtigt geostrategisk potentiale i et Taliban-kontrolleret Afghanistan, i form af politisk indflydelse og energi. Pakistan er domineret i vest, nord-øst og øst af mægtige naboer, og Afghanistan var så at sige Pakistan største mulighed for politisk indflydelse i regionen. Taleban har siden 2001 genetableret en offensiv i Afghanistan, samtidig med at krigen i Afghanistan mellem Taliban og vestlige styrker er skyllet indover de Pakistanske grænseområder.
Al-Qaeda adskiller sig fra de andre grupper ved at have et internationalt sigte.
Ved at yde hjælp til de nationale grupperinger igennem penge, våben og træning i våbenbrug har Al-Qaeda formået at give mange lokale militante grupperinger en international dimension, som gør at også nationalt orienterede grupperinger kan angribe vestlige mål. Ikke fordi det er i deres umiddelbare politiske interesse, men fordi de udfører angreb på vegne af Al-Qaeda.
I Pakistan menes Al-Qaeda at være aktive i FATA (Federally Administered Tribal Areas) i det syd-vestlige NWFP, samt i det nordlige Swat. Al-Qaeda støtter aktivt forskellige grupperinger i Waziristan og Swat, bl.a. Mullah Fazlullah (Mullah Radio) og Baitullah Meshud (som mistænkes for at stå bag snigmordet på Benazir Bhutto d. 27. december, 2007). Al-Qaeda har dermed overtaget militante opstande, som i deres udgangspunkt var nationalistiske og givet dem et internationalt præg. Det har gjort det væsentlig sværere for den siddende regering i Islamabad at bekæmpe dem.
Militant sunniekstremisme i Pakistan er dels forbundet til interne stridigheder imellem landets religiøse og etniske grupperinger, dels forbundet til væbnede konflikter i Pakistans nabolande i løbet af de sidste 30 år, og dels forbundet til tilstedeværelsen af globaliserede terrorgrupperinger af f. eks. Al-Qaeda i Pakistan.
Forskellige militante sunniekstremistiske organisationer og grupperinger har kunne finde plads og aktiviteter i Pakistan, fordi de i perioder har været støttet af store islamistiske partier og af regeringen, samt af radikaliserede islamistiske elementer i de den pakistanske efterretningstjeneste Inter Service Inteligence (ISI). De militante sunniekstremistiske organisationer har været næret af interessegrupper, som har haft interesse i at forfølge deres politiske dagsorden med voldelige midler.
Siden Pakistan allierede sig med USA i krigen mod terror, har tidligere militærdiktator Pervez Musharraf haft svært ved at balancere mellem vestlige allierede og ekstremistiske elementer i Pakistans politiske landskab (primært MMA, som kontrollerer de religiøst set mest konservative områder af Pakistan). Siden 2004 har Musharraf haft svært ved at kontrollere FATA og NWFP generelt, og der har været borgerkrigslignende tilstande i disse områder. I november 2007 indførte Musharraf undtagelsestilstand i Pakistan, hvilket dels gav ham en fri militær hånd i Waziristan og Swat. På trods af udstrakte militære indgreb i disse to områder, som har været præget af voldelige angreb mod politistationer, statslige kontorer samt kvinder, er det ikke lykkedes endnu.
De etniske, religiøse og politiske sammenhænge i Pakistan har været og er i høj grad domineret af etniske og religiøse skillelinjer. Pakistan består af fem store etniske grupperinger, som for de fire førstes vedkommende, falder sammen med Pakistans fire provinser: punjabier, baluchier, pashtunere, sindhier. Den sidste gruppe, mohajierene, er pakistanere som oprindeligt er indvandret til Pakistan under delingen af Pakistan og Indien i 1947. De fleste militante sunnisekstremistister til Afghanistan og Kashmir er kommet primært fra henholdsvis NWFP og Punjab.
Organisationer i Baluchistan og Sind har ikke i samme grad rekrutteret til Kashmir og Afghanistan, men har haft stærke nationalistiske bevægelser, hvoraf nogle af dem har været militante.
98 pct. af Pakistan er muslimsk. Religiøst er Pakistan domineret af sunnimuslimer, med ca. 80 pct. af den muslimske befolkning, som er sunnimuslimer og resten af den muslimske befolkning værende enten shiiter. De interne stridigheder imellem Pakistans shia-og sunnimuslimske befolkning flammede op i slutningen af 1990,erne under den daværende premiereminister Nawar Sharif. Den sekteriske vold udspillede sig bl.a. imellem Sipah-e-Mohammad og shiamuslimske militante grupperinger i Karachi.
Konflikten i Baluchistan går tilbage til begyndelsen 1970erne. Under indflydelse af delingen af Pakistan i Pakistan og Bangladesh, opstod der en militant opstand i Baluchistan. Denne blev slået hårdt ned af daværende premiereminister Zulfikhar Ali Bhutto. Siden da har Baluchistan været et uroligt område, som er præget af voksende anti-statslig og anti-punjabi militarisme. En af organisationerne som har præget den militære modstand imod regeringen i de senere år, er BLA. BLA har gjort sig til talsmand for en baluch nationalisme, som bl.a. kræver en større og højere grad at etnisk ligestilling i den pakistanske hær og i de statslige institutioner. Disse er gentagne gange blevet beskyldt for at være domineret af punjabier.
Således er der et hav af nationale og regionale voldelige konflikter i Pakistan, som alle har dybe historiske rødder i den pakistanske og regionale historie. Derfor er det lidet sandsynligt at der er tale om en national sunniekstremistisk bevægelse, der står bag angrebet på den danske ambassade.
Det er snarere et angreb, som i hvert fald er bestilt af en voldelig sunniekstremistisk gruppering med et globalt udsyn. Og til denne post er Al-Qaeda det første ord, der falder én ind. Al-Qaedas strategi har fra starten været knyttet til Bin-Laden. Osama Bin Laden ankom til Afghanistan i 1997, hvorefter han sponserede, og med tiden globaliserede den hidtil national-regionalt betingede udgave af islamisme, som Taleban stod for. Bin-Ladens overtagelse af Taleban i slutningen af 90erne er et godt eksempel på, hvorledes Al-Qaeda formår at highjacke nationalt forankrede militante organisationer, og give dem en international agenda og dermed en plads i det internationale spotlys. Bin-Ladens/Zawahiris forståelse af jihad er at jihad er en global kamp mod vesten, og dvs. altså også Danmark.
Med bomben i Islamabad er Danmark for alvor sat på de globale jihadiers agenda. Og selvom det kan være fristende at lede efter gerningsmænd blandt Pakistans mange militante sunniekstremistiske grupperinger, så er det i sidste ende Al-Qaeda som står bag.